Uanset om du vælger sal 1 eller sal 2 i Løgstør BIO, kan du nu læne dig mageligt tilbage og nyde filmen på det store lærred.
Da biografen flyttede til Lanternen i 2018, blev der valgt luksusstole i sal 1, men i sal 2 blev stolene fra den gamle biograf renoveret og genbrugt.
Det viste sig, at luksusstolene var så populære, at publikum følte sig lidt snydt, når de skulle se film i sal 2.
Derfor blev det besluttet at skifte stolene i sal 2 til samme model, nu endda med regulérbar nakkestøtte.
Det krævede ny opbygning i salen, og det blev klaret i den periode der var Corona-lukket, så når stolene blev leveret, var det bare at fjerne de gamle og sætte de nye ind.
Stolene ankom med et par dages forsinkelse, og opgaven med at samle og montere blev klaret af en flok effektive frivillige, så mandag aften stod salen klar med 36 luksusstole og ny belysning.
Ud over, at alle biografens gæster sidder godt, så gør det også programlægningen lettere for filmgruppen, der nu ikke længere skal fordele filmvisningen, så alle film kommer i de gode sæder i sal 1 i nogle dage.
Efterårsferien står for døren, så med luksusstole i begge sale og ny 4K laser-projektor i sal 1, er der god grund til en tur i Løgstør BIO.